ALDRIG SKAL DANMARK DØ

Den 9. april er det 75 år siden, at Danmark blev besat. I 1940 skrev Kaj Munk tolv månedsdigte til Berlingske Aftenavis. For første gang siden krigen genudgives avisdigtene. Per Stig Møller har erfaret, at de giver væsentlig indsigt i den danske censurs virke og væsen.

Af Per Stig Møller

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside

Materiale fra Kaj Munk Forskningscentrets arkiv, nævnt i bogen:

• Kaj Munks forskellige udkast til digtet "Maj" i Navigare Necesse, helt omskrevet i forhold til digtet i Berlingske Tidende
• Breve 1940, Berlingske Tidende, angående digtene, som blev trykt i bogen Navigare Necesse
• Breve 1940-42, Nationaltidende, bl.a. angående pressecensur og censur af Kaj Munk

Bogens titel er – formentlig – inspireret af tredjesidste linje i et digt, der stod som afslutning på artiklen „Mens vi venter“, som oprindelig stod at læse i Nationaltidende 7. maj 1940. Artikel og digt gengives her. Digtet blev 19. maj 1940 trykt i Nationaltidende under navnet „Danmark“, endda med melodi skrevet af Erik Messell fra Th. Langs Skole i Silkeborg.

Mens vi venter

Af Kaj Munk

Danske sidder i Bombekælde­ren. Udenfor raser Opgøret. Fra Luften, fra Dybet, fra alle Si­der. Ingen Plet er fredlyst. Vi er gennet ned i Beskyttelsesrummet. Verdens stærkeste Krigsmagt vær­ner os. Mon den venter sig Tak?

Rammer Fuldtræfferen os, bliver vi knust. Det ved vi, at den Skæbne kan ingen jordisk Magt redde os fra. Men mod Bombesplinterne er vi hyttet, saa længe vi bliver hernede, fortæller de os.

Hvad skal vi saa bestille, mens vi sidder her og venter paa, at der in­genting sker. At der ingenting sker med Fuldtræffere, og at de andre bliver færdige med deres Opgør, saa vi omsider kan kravle op og se, hvor­dan Verden nu ser ud. Ja, hvad skal vi tage os til i dette snævre Rum?

*

JEG ved et godt Sted at gaa hen, naar man ikke kan gaa nogen Ste­der, og det er at gaa i sig selv. Lad os benytte Tiden til at gaa i os selv. Lad os se paa Danmark, som det var før den 9. April, lad os gennemgaa dets aartusindlange Historie og især agte paa de Karaktermomenter i vort Folk, der førte os til dette Punkt. Lad os frem for alt udfinde og blot­lægge de Kræfter, der i det sidste halvandet Hundrede Aar har ført til stadig ny Sønderstykning og Op­løsning af det engang mægtige Rige.

Men lad os endelig ikke gøre op for os selv, at det er Hr. Dits Skyld, og det er Hr. Dats Skyld. Ingen kan slaa sig retfærdig for sit Bryst og hævde: „Jeg protesterede i Tide”. For vi har alle Medskyld. De af os, der saa, hvor det bar hen, har desto tungere Skyld. Ogsaa vi var smittet af Slendrian og Det-gaar-vel-i-denne-Konges-Tid. Vi protesterede, men naar det nu ikke var nok at prote­stere, skulde vi have skreget, og naar det ikke var nok, skulde vi have skudt. Jeg glemmer aldrig engang i Stadil Skole, jeg talte med J. C. Christensen om dansk Politiks Ud­vikling efter hans Afgang; saa løf­tede den gamle Parlamentariker Øj­nene i Hovedet, som det var hans Skik, naar han skulde til at forme et Skæbneord, og sagde: „Der er det gode ved det, at naar et System har virket sin Tid, saa kommer der Re­volution.“

At høre ham, Demokratiets Ind­fører i Landet, være som gammel Mand ung nok til at sværge til Re­volutionen!

*

HER, mens vi sidder i Bomberummet, maa vi gaa i os selv. Og vi maa knytte Hænderne, der ligger i vort Skød, vi maa knytte dem, saa Neglene skærer i Kødet, paa, at hvad der er i os af dansk i Ordets daarlige Betydning, aldrig mere skal faa Herredømme over, hvad der er i os af dansk i Ordets sunde og stærke i Betydning. At dansk kan være, hvad det altid har været, og dog samtidig noget andet!

For at denne den knyttede Haands Stilling kan være ikke Afmagtens, men Beslutsomhedens, kræves der to i Ting: Tro og Udholdenhed. Med Tro mener jeg Tapperhed, d. e., at Sindet ikke lader sig aftrætte, at Danmark har en Fremtid. Kampen staar mod Stemmer udefra og inde i os selv om, at „naar man har levet 1000 Aar, er man gammel og maa dø, at Riget længe har vist Alderdomstegn, at dette er det absolute Finis Daniae, Ende paa Danmark“ – nej, vi tror paa Gud, naar Tyskerne siger, at Landets Frihed og Integritet vil genopstaa, vi afviser alle Stemmer om os og i os, der vil forraade os til at opgive og forsage. Dette er Troen. Med Udholdenhed mener jeg Herredømmet over Nerverne. Dette er en Ildprøve, især for Ungdommen. Kan den bevise sin Danskhed ved, som Kongen fordrer og Sønderjyderne har givet os Helteeksempel paa, at afstaa fra Handling i Utide for des mere at være rede i Tide, da beviser den, jo stærkere des længere det varer, at denne Feberkrisis for Dan­mark ikke er Dødens, men Udrens­ningens, – at Danmark stadig er Livet værd og efter Sygdommen og Operationen vil genvinde sin Sund­hed og frisk leve videre, maaske Aartusind endnu.

Det siges, at Dyr ikke maa med­tages i Beskyttelsesrummene. Dog ser vi, at der er sluppet en Del Hun­de med herned. De var skrappe til at glamme før; nu piber de og logrer med Halen og svajer Ryggen og gør sig til. Vi kaster et Blik hen over dem, iskoldt, med Foragt. Vi ved, det hører med til vor Prøvelse, at vi foreløbig skal have dem til at for­peste Luften for os. Foreløbig. Men vi har strejfet dem af med vort Blik og noteret dem op i vor Hukommel­se. De skal sande en Dag, at den alt for kloge gaar det værre end den dummeste.

*

I DISSE bitre Dage har bitre Folk sagt til mig: „Og aldrig kan det Folk bestaa, som ikke vil det selv.“ Ja, der er endda dem, der har til­spidset det til: „For altid maa det Folk forgaa, der gerne vil det selv.“ Men vi viser disse Flagellanter fra os. Vi stiller os paa Ordene, som de lyder i deres Oprindelse, Valde­mar Rørdams Kongsgave til sit Folk, den knappe Linie, der i sig selv alene er hans Liv værd: „Og aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv.“

Vi tror ikke paa, at det er for sent at ville. Det er aldrig for sent. Tværtimod. Hi­storien har vist os, at ofte under de vanskeligste Kaar, ja, under For­tvivlelsens Betingelser, har et Folk ydet sit ypperste. „Har vi toppet, maa vi dale,“ „Ak, søger de ydmyge Steder, for Roserne vokse i Dale,“ „Lad Lykkens Ganger springe og springe dig forbi,“ „Brat af Slaget rammet“ osv., osv. Nu skal vi til at leve det, som vi før har sunget – ak, sunget saa tankeløst og uden­adlært, som Barnets Aftenbøn, før det putter sig, og mere endnu. Man bævrer sig ikke til Stordaad med Fedt om Hjertet, det kan de Aar, der er gaaet, bekræfte os i. Dalene i sig selv giver heller ikke Garanti for, at Roserne findes, men de yder dog Be­tingelser for det. Først nu begynder vor Prøvelse. Langmodighedens Prø­ve bestod vi ikke; bestaar vi nu hel­ler ikke Strenghedens, maa det være os en Trøst, at saa er vi heller ikke bedre værd end at omhugges og ka­stes i Fortærelsens Ild. Men vi skal bestaa. Det, der gør ét Folk til et Folk, er ikke Grænser, ikke Landomraade, ikke Frihed, ikke Selvstæn­dighed. Alt det kan de tage fra det, og Folket forbliver dog. For det, der gør et Folk til et Folk, er Folkets Sind, noget usynligt, noget ufravristeligt, som kun det selv kan sætte til. „Og aldrig kan et Folk for­gaa, som ikke vil det selv.“

*

VI sværger uden Ord, tause i Nat­ten, paa, at vi vil det ikke mere. Nej, vi vil bestaa. Danmark skal leve.

*

Et Stjernebillede spejler

sin Pragt i den blanke Sø.

Vi hilser dig, Danmark i Havet

med Jylland og Ø ved Ø!

Os løfter din høje Ynde,

os bærer din stærke Fred,

paa eengang vor Plet af Jorden

og saa en Stump Evighed.

 

Hvad dyrt os er, har du givet,

og dyrt vi dig takker derfor:

den Mor, der vore Smaahænder

har foldet om Fadervor,

det Sprog, der alene er Hjertets

i Hverdagens Dont som i Fest,

det røde Korsflag, der lever

i Kamp med den stridige Blæst.

 

Sit Folk har Dannebrog manet:

i Kamp kun har Livet sit Værd.

Tit sveg vi – men Danmark tilgav

og blev os kim dobbelt kær.

Blev Dagene tunge af Skæbne,

af Nederlag og af Savn,

brat vidste hver Mand, hvad han skyldte

sit ærlige danske Navn.

 

For vort er jo alt, som er hendes,

hvad Sejre hun vandt og hvad Saar,

og Vagt vil vi staa om vor Moder,

der bar os de tusinde Aar.

Af evig Ungdom hun smiler,

og aldrig skal Danmark dø,

saalænge som Stjernen spejler

sin Pragt i den dybe Sø.

 

Kaj Munk.