AAU logo

Kaj Munk Forskningscentret

Kaj Munk Forskningscentret forsker i Kaj Munks forfatterskab og hans samtid og formidler viden herom via bøger, artikler, foredrag og seminarer. Endvidere stiller centret en række digitaliserede ressourcer til rådighed.

  • Centret har digitaliseret og annoteret Kaj Munks samlede dramatiske værker og samtlige tilgængelige prædikener. Det er hermed muligt at læse alle dramaer og prædikener på nettet. Dramaerne er forsynet med omfattende kommentarer og indledninger. Websitet indeholder også et avanceret søgeprogram.
  • Centret har registreret en stor mændgde dokumenter, som centret har erhvervet sig fra Kaj Munks arvinger. Det er muligt at søge i alle dokumenter og i mindre omfang bestille en kopi. En del dokumenter er indscannet og kan downloads direkte fra hjemmeside.
  • Kaj Munk Forskningscentret tilbyder undervisningsforløb om Kaj Munk med tilknyttede tekster, som er klar til brug. Materialet er rettet mod folkeskolens ældste klasser, gymnasiet, VUC, HF m.v.
  • Centret formidler kontakt til foredragsholdere, som udbyder foredrag om Kaj Munk.

Læs mere om Kaj Munk Forskningscentret

Boglancering og reception


Kaj Munks digtning og livssyn af Anker Gemzøe og Mogens Pahuus
torsdag den 7. 11. kl. 13.30 til ca. 16  Aalborg Universitet, CREATE,
Rendsburggade 14, lokale 4.231 – med efterfølgende reception

Læs mere:

/Aktuelle+arrangementer/Boglancering+7.11.19/    

Kaj Munks sange I Vor Frue Kirke, Aalborg
Onsdag den 20. november kl. 19.30

Vi har i år kunnet markere at det er 75 år siden at præsten Kaj Munk blev dræbt af en tysk-dansk terror gruppe ved Silkeborg.
 I den anledning afvikler vi en sang- og fortælle aften.
Kaj Munk havde et særligt forhold til Vor Frue Kirke. Det skal vi høre om. Vi skal møde Sangtus Koret under ledelse af Johannes Rodh. De vil opføre Erling Kullbergs korværk ’I det fri – 12 sange om Danmark 1940’ til tekster af Kaj Munk. 
Vi møder også andre sange af Kaj Munk, der synges af kor og deltagere. Organist Peter Schüsler medvirker. Indledningsvis introducerer professor emeritus Anker Gemzøe til Kaj Munk og de værker, der er på programmet.
Fri entré!

Om Kaj Munk

På kontoret

Sekretær og studentermedhjælper
Mathine Ammitzbøll. tirsdag som regel 10-12
Ida Gammelmark som regel mandag 9-14
træffes på 99403166.

Ugens prædiken

Nu kan man læse Kaj Munks prædikener med kommentar.
Prædikenerne udgives løbende så det svarer til Folkekirkens tekstrækker. De kan dermed bruges som inspiration til næste søndags prædiken eller til almen interesse.
Prædikenerne kommenteres af projektleder, postdoc og sognepræst Christian Grund Sørensen.
Kontakt gerne for spørgsmål eller kommentarer.
Prædikenerne udgives i samarbejde med sitet Kirke.dk:
https://www.kirke.dk/redskaber/oversigt-kaj-munks-praedikener-med-kommentar

Søg efter Kaj Munk materiale

Søg i Kaj Munks digitaliserede værker

Sog i Digitale Kaj Munk dokumenter

Søg i samtlige dokumenter i arkivet

Undervisningsforløb om Kaj Munk

Bøger om Kaj Munk

Find et foredrag om Kaj Munk

Tidskriftet Munkiana

Om Kaj Munk i billeder og lyd

Artikler om Kaj Munk

Søg efter publikationer

Gå til AAU's forskningsportal VBN for at søge efter publikationer

Prædiken til Alle Helgens Dag,
1. tekstrække

Vore døde

Afholdt: 1. november 1925

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 5,1-12

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Prædiken:

VORE DØDE

Paa Alle Helgens Dag er det naturligt at tale om vore Døde i Forhold til os, og der vil jeg da forudskikke to Ting — at jeg i Dag kun tænker i min Tale paa dem, vi holdt virkelig af, og som vi ikke kan holde vore Tanker fra, fordi det var os en virkelig Sorg at miste dem, og at hvad jeg siger her, det er, hvad jeg ved at bruge min Tanke og min Følelse og ved at lytte til Kristi Ord har fundet ud af og kan finde ud af.

Saa vil vi da begynde med at holde os for Øje, at kristne Mennesker siger aldrig det sidste Farvel til dem, de holder af. Naar vi derfor græder ved Kisten, saa er det af Smerte over, at vi nu skal være skilt et Stykke Tid; og saa er det, fordi vi tænker mest paa os selv og føler Savnet — for det er ikke for den dødes Skyld; for er den døde død i Jesu Navn, da ved vi, at han eller hun er bare gaaet ind til Livet og Sandheden, gaaet ind til Sandheden, det betyder det Sted, hvor alle hans (hendes) daarlige Sider falder af ham, tages fra ham, og han staar, som Gud tænkte sig ham engang, staar som et Menneske, som det altid er herligt at være sammen med — og gaaet ind til Livet, det betyder til det Sted, hvor Glæden er evig, hvor Sygdom og Sorg og Død ikke kendes, fordi Guds Smil er allevegne og raader aabenbart over alle Ting. — Der har været mange Spørgsmaal om, hvor de døde var — om de strax kom hjem til Gud — eller de var i Jorden til Dommedag — og hist op og her ned. Vi taler om Evigheden, og saa er vi ude over menneskelig Fatteevne; derfor skal du holde fast ved den Tanke, der opbygger dig mest. Naturligvis er de, der er døde, oppe hos Gud nu; naturligvis glædes de i hans herlige Himmel.

Men kan de saa følge med i, hvad der sker paa Jorden? Ærlig talt, kære, det tror jeg, de kan. Jeg er sikker paa, at din gamle Mor, hun sidder nu hos Vorherre og glæder sig over, at du er i Guds Hus. Jeg er sikker paa, at din lille Pige, du mistede, synger med i Himlen, naar vi begynder paa Salmen. Der er nogen, der siger: “Nej, det var da rent forfærdeligt. Skulde den døde heller ikke have Fred? Skulde den døde sidde og se, hvor ilde det gik hans Børn, hvordan hans Svigersøn blev ramt af en Ulykke, hvordan hans Datter faldt og kom i Fortræd?” Ærlig talt, jeg tror, de døde ved det, men husk, de er jo hjemme hos Gud, de kan se med Guds Øjne og forstaa Guds Veje; for dem er Livet ikke svært længere; de ved, hvad det, der sker, er godt for.

Ja, i Virkeligheden tror jeg, at de døde er os meget nærmere, end de fleste tror. Min egen Far og Mor, de er ogsaa hjemme hos Gud. Og naar jeg holder en god Prædiken, saa er de stolte af mig. Og naar jeg forsømmer de syge og gamle i Stadil, saa gaar de til Gud og siger: Kære Gud Fader, bliv ikke saa vred paa ham — for han er jo ogsaa et Menneske.

Der er nogen, der siger: ”Aah, det kan jo aldrig passe; da Mor døde, var jeg en lille Pige, og nu er jeg en gift Kone og har selv voxne Børn — hvordan skulde vi to kunne kende hinanden igen og faa noget ud af at være sammen?” Andre siger: “En Mand er gift 3 Gange — hvordan kan de 3 Koner enes i Himlen — og hvordan kan de enes om ham?”

Den Slags Indvendinger er ikke en Døjt værd. Naar vi først er gaaet med til, at smuldrede Kroppe kan rejse sig i Graven, saa staar vi jo midt i Miraklernes Land — selvfølgelig kan Gud gøre det til en uendelig Lykke for mig at være sammen med min Far, om saa jeg er tre Gange saa gammel som han.

Og har to unge Mennesker holdt inderligt af hinanden paa Jorden, men maatte ikke faa hinanden, saa skal de nok faa hinanden i Himlen; hvad der saa end er sket med dem. For Gud han kan jo alle Ting. Ja, selv et pjattet Menneske kan han gøre til en Engel. Og om saa Grundtvig havde været 4 Gange gift (han var 3), saa ved jeg, at han er nu salig hos Vorherre, baade han og hans Koner — men naturligvis ved jeg ikke hvordan, for jeg er jo et Menneske, og det er Evigheden.

Jeg gentager: jeg tror, de døde er os helt anderledes nær, end vi aner.

Men maaske er der nogen, der er døde, og hvis Liv du er bange for. Min Ven, bed for dem, bed, saa tit du vil. Kan de døde bede for dig, kan du vel ogsaa bede for de døde. For de døde og vi levende — der er smænd ikke saa stor Forskel paa os — de har været som vi, og vi skal blive som de — mange af dem er vel ikke en Tomme fra os, og styrtede Kirken nu sammen, da var vi dem. Og hvad enten vi er døde, eller vi er levende, saa er vi Guds Børn.

Og derfor skal du glæde dig, min Ven, naar du lægger en Krans paa din gamle Mors Grav. Og du skal glæde dig, naar du pusler om din lille Drengs Lejested. Og du skal glæde dig, naar du planter Blomster paa din Kones eller din Mands Tue. For du glæder jo den døde ved din Opmærksomhed, din Mor nikker, din Dreng ler, din Ægtefælle smiler til dig. Og du skal tale om dem i din Aftenbøn, og du har ogsaa Lov at tale til dem og med dem.

Men herligst er det dog ved Nadverbordet, for sandelig, dér er de med. Tænk, du er bedt til Gilde hos Vorherre, og du sidder sammen med din Slægt ved hans Bord, med alle dine Venner og kæreste — saa kan du da ikke bære Nag til nogen mer — nej, du bliver saa vemodig lykkelig, saa taknemmelig, saa hjertelig varm, dine Taarer maa rinde, og ogsaa dine døde græder og smiler gennem Taarer, til Raabet bryder ud imod Værten, der sidder for Bordenden: Vor Gud og Fader, Tak for al din Godhed, for du er Godheden selv, idel Godhed, og vi hilser dig som kære Børn deres kære Fader. Hosianna i det højeste.

Amen.

Kommentar:

Denne prædiken er en af Munks tidlige prædikener. Formentlig Munks 2. prædiken til Alle Helgen som præst, og lidt usædvanligt for Munk er den forsynet med en overskrift, nemlig ”Vore døde”. Overskriften sammenfatter Munks perspektiv på denne Allehelgen.

Prædikenen er særdeles interessant, da Munk her redegør for flere forskellgie overvejelser med relation til forholdet mellem de nulevende kristne og de afdøde. Munk balancerer på kanten af evangelisk-luthersk kristendom og er i sin forkyndelse tydeligvis i højere grad båret af emotionelle og logiske argumenter, end af en ortodoks teologisk refleksion.

Efter overskriften indleder Munk da også sin prædiken med en beskrivelse af nogle forbehold. Med ”vore Døde” tænker Munk ikke alle døde, men i denne prædiken Alle Helgens søndag netop de særligt kære, som ”vi ikke kan holde vore Tanker fra, fordi det var os en virkelig Sorg at miste dem.” Samtidig vedkender Munk sig begrænsningen i erkendelse, at han kun har adgang til dette tema ved tanker og følelser, og ”ved at lytte til Kristi Ord.” Munk understreger altså både sit fokus på det nære i sorgen, og det fremmede, i og med at erkendelsen i forhold til døden er begrænset.

Munk slår fast, at den kristnes virkelige problem med døden ligger i adskillelsen. Sorgen ved graven skyldes savnet af den elskede, og handler om den efterladte, for den døde er i Guds hænder. I virkeligheden sker der aldrig en gentlig afsked, hvormed Munk måske er inspireret af Jens Schjørrings allehelgenssalme fra 1866.  ”Herren Herrens venner ingen sinde mødes skal for sidste gang” (DDS 546). Den døde er i en renselse, hvor ”alle hans (hendes) daarlige Sider falder af” og fremstår lutret efter Guds vilje. Munk tænker næppe i retning af den katolske kirkes skærsildstanke, men i retning af karakterdannelse, som ”et Menneske, som det altid er herligt at være sammen med…” ”Guds Smil” er i det nye, evige liv uden sorg og sygdom og under Guds herredømme. Måske er der en inspiration fra beskrivelsen af evigheden i Åb 21,3-4.

Nu diskuterer Munk nogle af de mere teoretiske spørgsmål, som Alle Helgens apokalyptik kan give anledning til. Afventer de døde dommedag i deres grav, eller kommer de direkte til Gud. Munk slår spørgsmålet hen. Gud sørger for, at de døde ”glædes… i hans herlige Himmel”, men enhver må tænke sit om hvordan. Om de døde kan observere de levende har Munk dog en holdning til. Han mener med flere eksempler, at det må være tilfældet, dog ser de menneskelivet ”med Guds Øjne og forstaa Guds Veje”, hvorfor de ikke lider under det, de ser, selv hvis det går dårligt.

Munk forstiller sig, at de afdøde kære er i forbindelse og observerer, og derfor kan Munks afdøde forældre føle stolthed ved Munks prædiken, men også gå i forbøn fra ham hos Gud, når han svigter, i ekstemplet omsorgen for pastoratets ældre. Af indvendinger nævner Munk nogle stykker, men forkaster dem straks. Med accepten af, at døde kroppe kan få nyt lov accepteres også at man står i ”Miraklernes Land” og at Gud kan overvinde også generationsparadokserne og gøre det ”til en uendelig Lykke for mig at være sammen med min Far, om saa jeg er tre Gange saa gammel som han.”

Den romantiske kærlighed har også en plads i Munks forståelse af efterlivet. To adskilte elskende vil forenes i evigheden, fastslår han. Et ualvorligt menneske kan blive en engel, em Munk så her tænker på en fysisk engel i klassisk, kristen forstand, i den græske grundbetydning af angelos, et sendebud, eller tænker engeligheden som en moralsk kvalitet. Grundtvig selv kan få sit livs hustruer med, om end Munk med menneskelig forstand ikke ved hvordan. For Munk gælder det, at ”de døde er os helt anderledes nær, end vi aner.”

Munk taler nu sjælesørgerisk, at de efterladte kan bede for de, som ikke længere lever. Der er kun lille firskel, for ”styrtede Kirken nu sammen, da var vi dem”. For Munk er der ingen forskel på at bede for de døde og de levende, et perspektiv han bl.a. støtter med en reference til Rom 14,8, hvor Paulus konkluderer, at: ”Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.” 

Nu sammenfattes nogle af de foregående udsagn og kobles til det personlige, men eksempler på de næreste familierelationer. De døde ser og anerkender når der vises opmærksomhed ved gravstedet. De døde reagerer i Munks billede helt menneskeligt med smil og latter. De efterladte opmuntres igen til bøn for de døde, men også at henvende sig til de afdøde og at kommunikere med dem. Her bliver det uklart, hvad Munk forestiller sig. Der er næppe tale om spiritistiske forestillinger, men Munk forestiller sig alligevel en kontakt. Måske er der en inspiration fra den romersk-katolske tradition for kontakt med de afdøde i skikkelses af helgener.

Fællesskabet med de afdøde kristne understreger Munk til sidst med nadverritualet. Menigheden sidder til bords med Kristus og de afdøde kære. Nadvergæsten reagerer emotionelt på nærheden med de kære, og det samme gør de døde. Gud sidder ved bordenden, og Munk fremmaler en apokalyptisk vision, som materialiserer sig ved alterbordet i Vedersø Kirke. 
Prædikenen slutter med en lovprisning af Gud fra menigheden, som er Guds børn.

Som nævnt er Munk ikke meget ortodoks i denne prædiken. Prædikenen kunne være udtryk for Munks egne overvejelser i dette år, hvor han også skrev manuskript til skuespillet ”Ordet”. Her står døden og afskeden på samme måde i centrum, men Munk lader her miraklet være en forløsende faktor. Munk kan selvsagt ikke tænke denne fiktion ind i allehelgensprædikenen, men sammenfaldet kunne afspejle en krise hos Munk på netop dette område.

Munks overvejelser synes i denne prædiken af være af udforskende karakter, selvom han flere gange understreger overbevisningen i sine udsagn. Munk er som nævnt langt fra ortodoks i denne prædiken, hvilket måske især gælder den nære forbindelse med de afdøde, for hvem man må bede, og som holder øje med deres kæres senere vandel. I en noget senere prædiken til samme tekst fra 2. november 1941 udforsker Munk slet ikke de samme spørgsmål som i 1925 og forkyndelsen har en mere klassisk, luthersk karakter.

Type:             Menighedsprædiken, allehelgensprædiken, sjælesorgsprædiken

Referencer:   Mat 5,1-12    Saligprisningerne
Rom 14,8      Tilhører Gud om vi lever eller dør
Åb 21,3-4      Evigheden uden smerte og skrig

Temaer:         Jesus, Kristus, allehelgen, helgen, døde, afdøde, himlen, evigheden, spiritisme, død,

 

Kaj Munk Forskningscentret • Aalborg Universitet • Rendsburggade 14  •   rum 5.265 • DK-9000 Aalborg
Søren Dosenrode sd@cgs.aau.dk • Peter Øhrstrøm poe@hum.aau.dk • Christian Grund Sørensen cgrund@hum.aau.dk