AAU logo

Kaj Munk Forskningscentret

Kaj Munk Forskningscentret forsker i Kaj Munks forfatterskab og hans samtid og formidler viden herom via bøger, artikler, foredrag og seminarer. Endvidere stiller centret en række digitaliserede ressourcer til rådighed.

  • Centret har digitaliseret og annoteret Kaj Munks samlede dramatiske værker og samtlige tilgængelige prædikener. Det er hermed muligt at læse alle dramaer og prædikener på nettet. Dramaerne er forsynet med omfattende kommentarer og indledninger. Websitet indeholder også et avanceret søgeprogram.
  • Centret har registreret en stor mændgde dokumenter, som centret har erhvervet sig fra Kaj Munks arvinger. Det er muligt at søge i alle dokumenter og i mindre omfang bestille en kopi. En del dokumenter er indscannet og kan downloads direkte fra hjemmeside.
  • Kaj Munk Forskningscentret tilbyder undervisningsforløb om Kaj Munk med tilknyttede tekster, som er klar til brug. Materialet er rettet mod folkeskolens ældste klasser, gymnasiet, VUC, HF m.v.
  • Centret formidler kontakt til foredragsholdere, som udbyder foredrag om Kaj Munk.

Læs mere om Kaj Munk Forskningscentret

Om Kaj Munk

På kontoret

Sekretær og studentermedhjælper
Mathine Ammitzbøll. tirsdag som regel 10-12
Ida Gammelmark som regel mandag 9-14
træffes på 99403166.

Ugens prædiken

Nu kan man læse Kaj Munks prædikener med kommentar.
Prædikenerne udgives løbende så det svarer til Folkekirkens tekstrækker. De kan dermed bruges som inspiration til næste søndags prædiken eller til almen interesse.
Prædikenerne kommenteres af projektleder, postdoc og sognepræst Christian Grund Sørensen.
Kontakt gerne for spørgsmål eller kommentarer.
Prædikenerne udgives i samarbejde med sitet Kirke.dk:
https://www.kirke.dk/redskaber/oversigt-kaj-munks-praedikener-med-kommentar

Søg efter Kaj Munk materiale

Søg i Kaj Munks digitaliserede værker

Sog i Digitale Kaj Munk dokumenter

Søg i samtlige dokumenter i arkivet

Undervisningsforløb om Kaj Munk

Bøger om Kaj Munk

Find et foredrag om Kaj Munk

Tidskriftet Munkiana

Om Kaj Munk i billeder og lyd

Artikler om Kaj Munk

Søg efter publikationer

Gå til AAU's forskningsportal VBN for at søge efter publikationer

Prædiken til Nytårsdag,
2. tekstrække

Nytårsdag
Kaj Munks sidste kendte prædiken

Afholdt:1. januar 1944 i Vedersø Kirke

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 6,5-13

Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«

Prædiken:

Kære vor Gud og Far i det høje, vi takker dig for, at du har rejst dit Hus her paa Jorden, for at Sandheden skulde eje sin faste Borg iblandt os. Tak, at du ogsaa paa denne Nytaarsdag 1944 har kaldt os herhen. Der er nok, der lyver i Verden. Her lyder dit Ord, der ikke spørger efter Bifald og ikke regner med Vrede, men er lige sikkert til Trøst og til Tugt. Om vi saa maatte tage imod det. Amen.

Kære Menighed i Vedersø! Jeg vil først bringe jer en Tak for det gode Juleoffer, som var paa 260 Kr., der nu fordeles med 1/3 til Bibelselskabet og 2/3 til Plejehjemsforeningen for Ringkøbing Amt.

I undrer jer over, at jeg staar her ved Siden af Juletræet neden for Prædikestolen i min Overfrakke med mit højrøde Tørklæde om Halsen. Men da jeg i Gaar forberedte mig for Guds Ansigt til denne Gudstjeneste, fik jeg det saadan, at jeg vidste, jeg ikke kunde gaa paa Prækestol eller for Alteret i Dag. En dyb Sorg og Smerte har opfyldt mit Sind. I den senere Tid er der begyndt at gaa Skred i det gode nationale Sammenhold i vort Sogn. Folk, der ikke har det behov, gaar i Tyskernes Tjeneste. Dette maa i Sandhedens Navn paatales i denne Kirke, der er bygget for at være Sandhedens Tempel. Nogle mener, at slig Tale har ikke hjemme i Guds Hus. Det er forkert. Naar Mennesker synder i Sognet, har Sognet sit Guds-Hus for der at faa paatalt det. Guds Ord holder sig ikke inden for visse Skranker. Det har at gøre med hele vort Liv i alle Forhold.

Danmark er i Krig med Tyskland. Indtil den 29. August kunde vi sige, at vor Stilling var uklar. Den Dag begrundede den tyske General her i Landet selv sin Optræden med Principper, der kun gælder mellem krigsførende Stater. Naar en Dansker godvillig hjælper Tyskerne nu, er det altsaa landsforræderisk Færd.

Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: “Kommer de efter dig i Nat?”1) Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.

Men derfor bliver det aldrig kristen Gerning at hjælpe Tyskerne med at bygge Fæstningsværker mod Englænderne, for at vort eget Land saa længe som muligt kan holdes i Trældom og Underkuelse. Og det bliver ikke kristen Gerning for dyre Penge at sælge til Tyskerne de Æg og det Flæsk, som vore egne stakkels Arbejdsfolk i Byerne har saa haardt Brug for. Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed.

Vi ved, hvordan det er gaaet med os og disse Tyskere. De stiftede en Ikke-Angrebstraktat med os. Derefter kastede de sig over os med deres Kanoner, Tanks og Flyvemaskiner og gjorde os hjemløse hos os selv og retsløse under vor egen Regering. To Gange har de udgydt vor Ungdoms Blod, vor gamle Konge har de sat fra Magten og under Opsyn, de har slaaet om sig med Mishandlinger og Fængslinger, og de har ladet Jødeforfølgelsens Skændsel udfolde sig ogsaa i vor nordiske Stat, slæbt af med hundredaarige gamle Kvinder, trukket Folk ned fra anden Sal ved Benene med Hovedet bumpende mod Trappetrinene.

Der er mange, mange gode Tyskere. Gud være lovet for det; ellers var Verden uden Haab. Mange brave Drenge er stukket i Trøjen, saa flinke som vore egne. Men saa længe som de finder sig i, at dette Regimente, de selv har heilet sig til, beholder Magten over dem, maa de staa Last og Brast. Drikker Manden i en Familie, gaar det ud over hele Hjemmet. Saadan er det nu engang. Man kan ikke lade sig bruge til at rive Ulverifter med i andres Legemer og selv forlange at behandles som et skyldfrit Lam. Det er Krigens haarde Vilkaar, at saa længe den varer, er det ikke Mennesker, vi har at gøre med, men Uniformer. Naar vi ser en tysk Soldat i Danmark, maa vi sige: det er en Uniform — og huske, hvad den Uniform staar som Udtryk for.

Jeg siger jer, at en usigelig Kummer har opfyldt mit Hjerte, fordi der imellem mine Sognebørn viser sig Folk, der glemmer deres danske Kristenpligt.

I gamle Dage sagde man, at naar Husmanden pløjede om Søndagen med de Heste, han havde laant fra Gaarden, da lukkede Gud det ene Øje. Nuvel, der kan være en fattig Sjæl, der har Kone og Børn og ingen Steder i denne Tigertid at tage Brødet til dem fra. Maaske Gud da er barmhjertig og lukker det ene Øje. Og det sker jo ogsaa, de møder op og trykker os Pistol for Tinding eller Bryst eller Mave. Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden hellere end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerten for det blinde Øje. Men naar danske Mænd uden bydende Behov og af egen fri Drift og Valg forraader deres Fædreland og Kristendom af raaddent Pengebegær, saa skal de ogsaa her fra Kirken have at vide, at den Rigdom, de paa den Maade tiltusker sig, er Judaspenge og skal blive dem til Fordærv.

I disse Dage slæbes 1500 Studenter fra vort dyrebare Broderland Norge til Misrøgtning og Undergang i tyske Koncentrationslejre. Og vi her i Danmark skulde intet vove for vort Land, for vor Tro, for vore Ideer. Ofte hører vi sagt om Sabotørerne, at det er Ugerningsmænd, og det kommer bare til at gaa ud over os selv. Kommunister kalder man dem. De er ikke Kommunister. Der er nogle iblandt dem, der er. Men de er alle Slags Folk. For de er danske. De er Søn af en Biskop, Søn af en Professor, af en skikkelig Husmand, af en Haandværker. Det er den Landets Ungdom, som man snød for at kæmpe, gav Uddannelsen og lod den saa i Stikken og, da den var beredt til det yderste, staa og være til Grin. Det er dem, der tager sig paa at vise Danmarks Ansigt. Med enestaaende Dygtighed, med en Hensynsfuldhed, der naar Himlen. Næsten ingen danske Menneskeliv har det kostet, mens de selv ustandselig sætter Liv og Lemmer paa Spil — ja, sætter sig i Fare for større Ting end at miste Livet. I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er i Djævelens Interesse. Men her betaler det sig oven i Købet. “Det gaar ud over os selv.” Nej — og atter nej. Det gik ud over os selv, om vi ingenting gjorde. Om vi ikke selv skaffede de værste Virksomheder af Vejen, var Landet forlængst belagt med et Tæppe af Bomber. Og holdt vi Komedien gaaende med gode Miner til Fjendens slette Spil, koblede vi jo blot os selv som en lille Paahængsvogn til Tysklands store Vogn paa dens raslende Færd ned ad Bjerget.

Vi er ikke, som de tror, et Alderdomsfolk, der er nødt til at lade sig byde alt og tvinge til alt. Landmanden køber den dyre Kunstgødning (det gaar ud over ham selv), ja, men den giver Udbytte næste Foraar og Sommer. Paa tyvende Aars-Dagen for at jeg første Gang besteg Prækestolen der, staar jeg nu her. Jeg havde ikke tænkt mig, at Jubilæet skulde fejres paa den Maade. 20 Aar — mange, mange Minder myldrer frem, og en stor Tak skylder jeg jer for Trofasthed og Overbærenhed mod mig, der har saa helt og holdent mit eget Sind og er saa forskellig fra alle jer herovre. Des mere smerteligt er det for mig, hvad der er sket i disse Dage. Jeg kender ikke Navne og bryder mig heller ikke om at faa dem at vide. Jeg kan ikke andet end bede til Gud om, at disse Sognebørn maa vaagne til Erkendelse og gaa i sig selv og finde deres Plads som gode kristne danske Mænd imellem os igen.

Amen.

Kommentar:

Denne prædiken til nytårsdag 1944 er Kaj Munks sidste kendte prædiken. Det er omdiskuteret, om Munk skulle have prædiket en gang senere inden hans henrettelse den 4. januar, men under alle omstændigheder er dette manuskript det sidste, der kendes fra Munk i levende live.

Både form og indhold er bemærkelsesværdigt. Munk har mod sædvane nedskrevet en bøn, skrevet til dagen. Temaet er det, at Kirken er ikke blot Guds hus, men Guds Borg. I en verden af løgn, skal der her tales sandhed, uanset hvordan, den bliver modtaget.  Bemærkelsesværdigt er det samtidigt, at Munk bringer meddelelsen om juleofret inden prædikenen.

Endelig beskriver Munk i selve prædikenen et scenarie, som er næsten teatralsk i sin symbolik. Munk har fravalgt ornatet. Han står med frakke og halstørklæde, som er han parat til at rejse. Han har fravalgt prædikestolen, og nedtoner dermed embedets autoritet til fordel for hans personlige ethos og budskab. Det er 20-årsdagen for Munks indsættelse i Vedersø Kirke og dermed en skelsættende dag for Munk. Men ikke en glædelig dag.

Indholdsmæssigt er denne prædiken særdeles vægtig. Her foretager Munk et af sine allermest direkte angreb på besættelsesmagten, herunder på jødeforfølgelserne. Han definerer Kirkens identitet som sandhedsbærer og samtidsrevser. Han revser værnemagerne, men med et sjælesørgerisk hensyn til de svage. Han definerer tyskerne i forhold til nazismen og medgiver fjendekærligheden. Han erkender sin egen sorg og frygt overfor det forestående martyrium.

Munk indleder prædikenen med at beklage, at værnemageriet har nået Vedersø Sogn. Det må påtales i Kirken som en synd, for det er et forræderi mod nationen. Siden Augustoprøret 1943, hvor Werner Best indsatte militær undtagelsestilstand i Danmark, har ingen dansker kunnet være i ond tro. Der er altså tale om ”landsforræderisk færd” når en dansker nu utvunget samarbejder med tyskerne.

 

Munk hader dog ikke, end ikke Hitler, for ”Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.” Men Munk italesætter samtidig sin angst for, at en dag bliver han hentet. Akkurat som det skete 3 dage senere, og ”den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn.” Vi ser ikke en længsel hos Munk imod martyriet, men en næsten profetisk klarhed over, at det vil ske.

De danskere, som hjælper tyskerne forbryder sig ikke blot imod Danmark, men imod Gud. Det er ikke ”kristen Gerning” at bygge bunkers i Vestjylland eller at handle med tyskerne, hvad enten det sker af ”Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed.” Igen kaster Munk blikket på krigen, ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Danmark 31.maj 1939, som under et år senere blev brudt. Angreb på borgere med voldsom behandling, magtberøvelse af regering og konge, jødeforfølgelser.

Igen vender Munk sig dog imod hadet. Der er mange fine tyskere, ”Gud være lovet for det”, men de må i disse år betragtes efter deres uniform, ikke efter deres karakter. De må identificeres ved det 3. Rige og stå last og brast med det. ”Naar vi ser en tysk Soldat i Danmark, maa vi sige: det er en Uniform — og huske, hvad den Uniform staar som Udtryk for.”

Munk vender sig nu igen imod værnemagerne. Det er ”Folk, der glemmer deres danske Kristenpligt”. Måske kan Gud se igennem fingre med den, som tjener tyskerne af nød eller af tvang. Under væbnet trussel burde man jo ikke lade sig skræmme, men ”vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerten for det blinde Øje.” Gud fordrer ikke det heroiske af enhver. Men når nogen uden tvang beriger sig, er der tale om ”Judaspenge og skal blive dem til Fordærv.” Som da Judas Iskariot forrådte Kristus for 30 sølvmønter, hvorefter han hængte sig. I Munks optik var Norges modstand mod besættelsestropperne en særlig ærefuld bedrift. Nu førtes norske studenter til KZ-lejrene. Danskerne bør vove som de, og nu fremhæver Munk sabotørerne. Kun nogle er kommunister, de er danske og repræsenterer Danmarks sønner i bredeste forstand. De gør oprør med få danske tab og sætter livet på spil.

Nu går Munk igen til det mere principielle: ”I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er i Djævelens Interesse.” Danskerne på ikke koble sig på ”Tysklands store Vogn paa dens raslende Færd ned ad Bjerget”, og derfor må visse fabrikker sprænges. Det er en investering i fremtiden, som når landmanden køber kunstgødning for at få bedre høst. 

Munk slutter kort af. Takker for sine 20 år i Vedersø, for trofasthed og overbærenhed. Munk erkender, at hans sind er egenartet og i mentalitet langt fra det vestjyske. Endelig håber Munk, at værnemagerne i sognet må vende om ”og finde deres Plads som gode kristne danske Mænd imellem os igen.” Munks revselse er ikke forkastelse, men tugt.

Tre dage senere blev Munk henrettet på Hørbylunde Bakke vest for Silkeborg,

Kaj Munk Forskningscentret • Aalborg Universitet • Rendsburggade 14  •   rum 5.265 • DK-9000 Aalborg
Søren Dosenrode sd@cgs.aau.dk • Peter Øhrstrøm poe@hum.aau.dk • Christian Grund Sørensen cgrund@hum.aau.dk