AAU logo

Kaj Munk Forskningscentret

Kaj Munk Forskningscentret forsker i Kaj Munks forfatterskab og hans samtid og formidler viden herom via bøger, artikler, foredrag og seminarer. Endvidere stiller centret en række digitaliserede ressourcer til rådighed.

  • Centret har digitaliseret og annoteret Kaj Munks samlede dramatiske værker og samtlige tilgængelige prædikener. Det er hermed muligt at læse alle dramaer og prædikener på nettet. Dramaerne er forsynet med omfattende kommentarer og indledninger. Websitet indeholder også et avanceret søgeprogram.
  • Centret har registreret en stor mændgde dokumenter, som centret har erhvervet sig fra Kaj Munks arvinger. Det er muligt at søge i alle dokumenter og i mindre omfang bestille en kopi. En del dokumenter er indscannet og kan downloads direkte fra hjemmeside.
  • Kaj Munk Forskningscentret tilbyder undervisningsforløb om Kaj Munk med tilknyttede tekster, som er klar til brug. Materialet er rettet mod folkeskolens ældste klasser, gymnasiet, VUC, HF m.v.
  • Centret formidler kontakt til foredragsholdere, som udbyder foredrag om Kaj Munk.

Læs mere om Kaj Munk Forskningscentret

Kaj Munk Akademiet

Nyt efter- og videreuddannelsesforløb på AAU: "Kommunikative aspekter vedrørende Kaj Munks liv og værker" - handler om, hvordan og hvad digital og analog mediering kan tilføje væsentlige diskussioner om samfundet og tilværelsen som helhed. Uddannelsen retter sig mod undervisere, præster, filosoffer, kommunikationskonsulenter og kulturformidlere. Første modul ”Kaj Munks Kommunikation” udbydes i efteråret 2019 .https://www.aau.dk/uddannelser/efteruddannelse/heltid-paa-deltid/kommunikative-aspekter-kaj-munks-liv-vaerker/indhold/kaj-munks-kommunikation/

Om Kaj Munk

På kontoret

Sekretær og studentermedhjælper
Mathine Ammitzbøll. tirsdag som regel 10-12
Ida Gammelmark som regel mandag 9-14
træffes på 99403166.

Ugens prædiken

Nu kan man læse Kaj Munks prædikener med kommentar.
Prædikenerne udgives løbende så det svarer til Folkekirkens tekstrækker. De kan dermed bruges som inspiration til næste søndags prædiken eller til almen interesse.
Prædikenerne kommenteres af projektleder, postdoc og sognepræst Christian Grund Sørensen.
Kontakt gerne for spørgsmål eller kommentarer.
Prædikenerne udgives i samarbejde med sitet Kirke.dk:
https://www.kirke.dk/redskaber/oversigt-kaj-munks-praedikener-med-kommentar

Søg efter Kaj Munk materiale

Søg i Kaj Munks digitaliserede værker

Sog i Digitale Kaj Munk dokumenter

Søg i samtlige dokumenter i arkivet

Undervisningsforløb om Kaj Munk

Bøger om Kaj Munk

Find et foredrag om Kaj Munk

Tidskriftet Munkiana

Om Kaj Munk i billeder og lyd

Artikler om Kaj Munk

Søg efter publikationer

Gå til AAU's forskningsportal VBN for at søge efter publikationer

Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis,
1. tekstrække

Helbredelsen af de 10 spedalske
Om Gud, præst og samfund
 

Afholdt: 13. september 1925

Prædiketekst: Lukasevangeliet 17,11-19

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Prædiken:

Det var en ældgammel Forordning i Mose Lov, at skete det, at et Menn. helbrededes for Spedalskhed, da skulde det fremstille sig for Præsterne; og først, naar det af dem var erklæret for renset, skulde det gælde som rent. Det var jo i de Tider, da man fandt det naturligt og selvfølgeligt at gaa hen til Guds Hus med alle Ting — gaa derhen for at ofre og takke i sin Glæde og gaa derhen for at bekende og bede i sin Sorg. Men desuden er det klart, hvad der laa bag ved denne Forordn.: et Menn. kunde jo selv finde paa, at det var helbredt, uden at det virkelig var det. Denne hæslige og dødsensfarlige Smittesygdom maatte Samfundet sikre imod, saa ingen gik rundt med den skjult og udbredte den.

Derfor maatte Embedsmanden, Præsten, bære Ansvaret over for Samfundet i saa alvorlig en Sag. Thi Præsten hos Jøderne var ikke blot Guds Tjener, men ogsaa Samfundets; saa gennemsundt var Folket i Tankegang, at Gud og Israel var det uadskilleligt; vel kunde Israel ikke bestaa uden Herren, men Herren kunde sandelig heller ikke dyrkes rettelig, uden at han havde et Ejendomsfolk, et særligt Folk til at gøre det. Mens det ofte er saadan hos Hedninger, at Præsterne regerer over Folket, fordi de regerer over Gud, de bruger Gud til at kyse de uvidende Sjæle med og saal. faa dem til at makke ret, saa var det virkelig saadan hos det gamle Israel, at dér var det Gud selv, den levende Gud selv, der regerede, regerede over baade Folk og Præster. Han sad der ikke for skinsygt at vaage over, at han fik sine Ofre; men han sad der for at styre og gavne Folket — for at vaage over det og gøre det sig værdigt. Naturligvis gælder det, jeg her har sagt kun i store Træk; selvf. er der i et tusindaarigt Folks Historie Exempler paa, at der har været Præster, der misforstod deres Kald og misbrugte deres Pligt. Men i det store og hele var det ikke saadan, aldrig saadan.

Det kunde ikke falde Vorherre Jesus ind at bryde med saadanne Skikke. De spedalske, han i Dag rensede — naturligvis skulde de til Præsterne. Overhovedet interesserede han sig ikke saameget for de ydre Ceremonier; og i hvert Fald vilde han ikke af med dem, naar der laa noget virkeligt bag. Saa sendte han dem da til Præsten; saa var jo ogsaa alt det lovformelige i Orden. Der er noget kønt, noget meget kønt i denne Guds Søns stilfærdige Underordnen sig den lille Landsbyembedsmands Skøn.

Og det gik ud paa, at de virkelig var rensede. Det var rigtigt, alt var i Orden. Hvem der blev glade, var dem; de løb til deres Hjem, til deres Forretning, til deres Børn — tilbage, hæsblæsende tilbage til det Liv, Sygdommen engang havde taget dem fra. De var ikke bleven gode af at være bleven daarlige. 

Amen.

Kommentar:

I denne prædiken af Kaj Munk fra hans første prædikenrække over Folkekirkens 1. tekstrække tager Munk livtag med evangelieperikopen fra Luk 17 om helbredelsen af 10 spedalske. Den klassiske, lutherske tilgang til denne tekst er at fokusere på taknemmeligheden over for Gud. Munk følger delvis dette perspektiv, men drejer det i sin prædiken sådan, at prædikenen i højere grad kredser om relationen mellem præst og samfund, hvormed prædikenen forlenes med en mere prægnant, samtidig aktualitet.

Det fremgår, at der er tale om en ”Høstprædiken”, dvs. ved høstgudstjeneste. Munk indfletter dog overraskende intet høstmotiv i prædikenen.

Munk indleder med at konstatere, at det Gamle Testamentes forordninger omkring helbredelsen af mennesker ramt af spedalskhed stadig var i anvendelse på Jesu tid. Den, som mente sig helbredt fra sygdommen spedalskhed, måtte have sit helbred godkendt af en præst før vedkommende kunne indlemmes i samfundet på ny. Et naturligt krav, da samfundet måtte ”sikre imod, saa ingen gik rundt med den skjult og udbredte den [smittefarlige sygdom].”

Munk udvider nu dette sundheds- og samfundsmæssige perspektiv ved at påpege den funtionelle betydning af ”Guds Hus”, som i teksten refererer til Templet. Mennesket kunne gå til templet med sine væsentlige livsforhold, herunder at ”ofre og takke i sin Glæde og gaa derhen for at bekende og bede i sin Sorg. Det er ikke tydeligt, om der her henvises til Templet i Jerusalem eller et mindre tempel, hvor der kunne være tilknyttet en eller flere præster. Det væsentlige er her præstens dobbelte værdighed som ”Embedsmanden” og samfundets garant, samtidig med at han er ”Guds Tjener”. Denne dobbelthed i det jødiske folk og tænkning definerer Munk som ”gennemsundt”, idet folket, Israel som ”Ejendomsfolk”, og dets Gud står i en ubrydelig relation, hvilket også er en betingelse for en adækvat gudsdyrkelse.

At en sådan relation mellem samfundet og et teokrati kan være problematisk anerkender Munk dog. ”Hos Hedninger”, dvs. uden for den kristne religion, kan præsterne intimidere folket, ”de uvidende Sjæle” med henblik på at opnå magt. I ”det gamle Israel” var det dog anderledes, hvilket Munk begrunder med tilstedeværelsen af ”den levende Gud selv” som ledende og kontrollerende instans. Formålet var at lede det jødiske folk, ikke at insistere på en streng rituel praksis. Dog, anerkender Munk, er dette kun tilnærmelsesvis sandt, idet der ”i et tusindaarigt Folks Historie” var eksempler på fejl og misbrug. Det var dog undtagelsen når en jødisk præst forsømte sit kald.

Derfor var det også, jf. Munk, netop naturligt at Kristus opretholdt den gammeltestamentlige torahs forordninger og henviste de helbredte jøder til at opsøge præsterne for der at få dokumenteret miraklet og få dem genindlemmet i samfundet. Dette skyldtes ikke ceremonielle hensyn, men ”Guds Søns stilfærdige Underordnen sig den lille Landsbyembedsmands Skøn.” Det er der for Munk ”noget meget kønt i”, at den landsbyembedsmand, som kunne være et sindbillede på Munks egen situation som embedsmand og sognepræst i Vedersø, var virkelig i stand til med rette at erklære den rensede for ren.

Munk af slutter sin prædiken med en kort funderen over reaktionen hos de ti, som blev helbredt i Luk 17. De løb med glæde hjem til deres fortidige tilværelse og relationer. ”Hæsblæsende tilbage til det Liv, Sygdommen engang havde taget dem fra”, hvormed Munk forklarer de ni, som ikke vendte tilbage for at takke Kristus. Munk nævner slet ikke den tiende, som vendte tilbage, for ifølge evangelieteksten ”at give Gud æren”. Det fremgår ikke tydeligt af Munks prædiken, men måske er det med henblik på de ni helbredte, som ikke vendte tilbage til Kristus, at Munk konkluderer, at” De var ikke bleven gode af at være bleven daarlige.” ”Gode” og ”daarlige” fremstår som modsætninger, men der er et ordspil omkring de dobbelte betydninger af god – dårlig i forhold til helbredelse/sygdom og god-dårlig moralsk forstået. Hermed kan måske forstås, at sygdommen, som i klassisk kristen optik også kan forstås som en prøvelse, ikke har forandret de berørtes habitus.   

Denne prædiken er, trods sin korthed, interessant i forhold til et muligt underliggende tema, som måske at gøre med Munks situation i den første præstetid. Munk havde givet sig ind i embedet i Vedersø med en klar kaldsbevidsthed. De første præsteår bød imidlertid på en personlig ensomhed og formentlig også en ensomhed i embedet. Munk har formentlig ud fra Luk 17 følt sig opmuntret af, at Kristus selv gør sig afhængig af en ”Landsbyembedsmands” vurdering. Hermed er der legitimitet også for en landsbyembedsmand som sognepræsten i Vedersø.

Prædikenen er kort, navnlig i forhold til indledning og afslutning. Måske har Munk ekstemporeret i forhold til selve afviklingen i Vedersø.

Type:             Menighedsprædiken, høstprædiken

Referencer:   Luk 17,11-19                      Helbredelsen af de ti spedalske

Temaer:         Jesus, Kristus, præst, spedalsk, spedalskhed, templet, taknemmelighed, samfund, helbredelse, sygdom

Kaj Munk Forskningscentret • Aalborg Universitet • Rendsburggade 14  •   rum 5.265 • DK-9000 Aalborg
Søren Dosenrode sd@cgs.aau.dk • Peter Øhrstrøm poe@hum.aau.dk • Christian Grund Sørensen cgrund@hum.aau.dk